Braziliansk Jiu Jitsu, eller BJJ, er en relativt moderne kampsport, der har dannet basis for meget af det vi kender som MMA i dag. Kort fortalt, så stammer BJJ fra Brasilien; en Brasiliansk forretningsmand, Gastao Gracie, hjalp en japansk judoudøver, Mitsuyo Maeda, med at komme på fode i Brasilien imod at japaneren skulle undervise Gracies søn i judo. Det endte med, at Gracie familien startede Braziliansk Jiu Jitsu og fik ”kickstartet” en slags ”pankration” igen. Gracie familien gjorde sig meget i såkaldte ”challenge matches”, som skulle bevise hvor effektivt BJJ var. Over et halvt århundrede senere afholdt Art Davie og Rorion Gracie så det første UFC stævne nogensinde, i 1993. Det skulle blive startskuddet på verdens største og absolut mest prestigefyldte MMA-organisation = UFC.
BJJ udøves typisk med en ”gi” på, hvor dragten er en del af selve kampen og træningen. Her bruger man den til kast, kontrol og submissions. I BJJ er fokus efterhånden mest på gulvkamp og den sportslige del, hvorimod tidligere og mere traditionelle udgaver fokuserer mere på det stående aspekt og selvforsvarsdelen. I BJJ lærer du på en realistisk måde at bruge en modstanders vægt imod ham selv og hvordan man kontrollerer folk på gulvet. Du lærer dig selv at kende i pressede situationer og får sved på panden! I klubben træner vi både grappling/”no gi” og med gi (BJJ), hvor stort set den eneste forskel er, om du har en gi på eller ej.